The week from hell...

Gode gud - hvorfor er vi flyttet til Kina? Hvorfor har vi taget vores stakkels børn ud af deres trygge hverdag derhjemme og udsætter dem for et nye land og en ny skole hvor ingen forstår hvad de siger???
Sådan tænker jeg lige nu hvis jeg skal være helt ærlig. Denne uge har været en af de værste nogensinde. Pigerne var i dag begge så ulykkelige da de skulle afsted i morges og jeg kørte med dem i skolebussen for at få dem godt afsted. Afskeden i skolegården foran hele skolen var rædselsfuld med to grædende, hulkende og skrigende piger som nægtede at give slip på deres mor mens flere lærere forsøgte at trække dem med ind på skolen. Jeg stortudede mens jeg prøvede at vriste mig fri af dem og måtte til sidst nærmest løbe derfra mens pigerne skreg højt på mig. Det er en mors værste mareridt!
Så jeg indrømmer at tanken om at tage den første flyver hjem er fristende. Men samtidigt ønsker jeg ikke at lære mine børn, at man giver op fordi tingene er svære. Jeg vil have de skal lære at kæmpe når tingene går dem imod og gøre dem stærkere. Men hold da op det hårdt lige nu. Hvor længe skal det være sådan? Hvis jeg bare vidste det ville blive bedre i næste uge men det kan ingen jo vide.
Det er helt klart Laura som stadig har det sværest, for Ella er trods alt glad det meste af dagen når først afskeden om morgenen er overstået. Men Laura har det svært det meste af dagen og græder en del og det er bare så synd for hende. I dag var det helt sikkert også Lauras frustration som smittede af på Ella.
Men nu er det heldigvis fredag og weekenden er lige om hjørnet, så kan pigerne få et break fra alle tårene og vi kan få snakket sammen om hvordan vi skal klare næste uge. Planlægger at køre med dem i skolebussen om morgenen og igen hente dem med skolebussen om eftermiddagen så de har det som en gulerod og tryghed. Men jeg må tale med dem omkring afleveringen derovre så det ikke bliver så hæsligt for os allesammen.

En hård start for pigerne:o(

Så er skolen i gang og det har været nogen lidt hårde dage for pigerne - især for Laura. Øv! 
Mandag morgen kørte Mr He os over på skolen alle 4 til den store dag. Morten gik med Laura til hendes klasse og jeg gik med Ella. Det var aftalen med lærerne, at Morten og jeg skulle gå ret hurtigt og så kunne vi sidde nede i skolens reception og vente til først pause kl. 10.30. Det gik også fint nok for pigerne var spændte på alt det nye. Da vi mødte dem i kantinen til snack-time 10.30 så de ikke helt så kække ud. Især Laura syntes det var hårdt ikke at kunne forstå noget som helst. Ella havde været lidt ked af det men var hurtigt blevet god igen. Men Morten og jeg fik sagt farvel til dem i pausen og var rimeligt fortrøstningsfulde. Pigerne skulle så selv køre med skolebus hjem om eftermiddagen, hvilket jeg syntes var lidt vildt den første dag. Men ok nogen ville følge dem til bussen og på bussen er også en "ayi", som sørger for alle kommer med til Central Park. Da bussen så ankom og jeg stod klar var der så flere af de andre nye mødre som havde været med bussen hjem og altså havde været ovre og hente deres børn og kørt med hjem. Det var lidt ærgeligt at jeg ikke var blevet præsenteret for den mulighed syntes jeg. Men pigerne var kommet fint med hjem og var dødtrætte og ikke i særlig meget hopla-humør. Det havde været en sindsyg hård og lang dag for dem med alle de nye indtryk og problemerne med at forstå noget som helst der bliver sagt.
Tirsdag skulle jeg så køre med dem i skolebussen om morgenen så vi sammen kunne finde ud af hvordan det foregår når man ankommer med bussen til skolen om morgenen. Allerede inden vi gik ned til bussen brød Laura sammen og var helt utrøstelig og ville absolut ikke i skole for det var dumt og øndsvagt altsammen og hun ville hjem til Danmark og sine gamle venner. Gad på ingen måde at bo mere i Kina og gå på den åndsvage skole hvor ingen kunne forstå hvad hun sagde.
Til sidst var klokken blevet så meget og jeg måtte prøve at overtale hende til at komme med at vi måtte løbe ned til bussen med tunben ude af halsen og kun nåede en fordi en forælder fik øje på os komme løbende og fik bussen til at vente. Ikke den bedste start på dagen! Laura var fortsat fuldstændig opløst af gråd hele vejen hen til skolen og jeg måtte nærmest slæbe hende fra bussen og ind i skolegården. Det var SÅ forfærdeligt at måtte bestemme at hun skulle i skole igen når hun var så ulykkelig og jeg følte mig som verdens dårligste mor.
Inde i skolegården skal alle børnene line op udfor en seddel med deres klassenavn på og det lykkedes mig at få afleveret Ella ,til hendes lære,r Ms Mcguire uden de store problemer mens Laura klyngede sig grædende til mig og blev ved med at sige, at hun ikke ville i skole.
Henne ved Lauras klasse prøvede hendes lærer, Ms Sutherland, at få Laura til at sige farvel til mig men det gik ikke så godt. Så vi blev enige om, at jeg skulle gå med op i klassen og sige farvel der. Oppe i klasseværelset var Laura fortsat i nonstop gråd men jeg fik tilsidst løsrevet mig og gik derfra mens hun hulkede højlydt. Det var det mest hæslige nogensinde, også fordi hun er så stor. Når man er 9 år har man jo ikke ligefrem glemt sin mor når hun er ude af døren som små børn gør. Puha det var ikke sjovt.
Jeg var nødt til at gå ud på det nærmeste badeværelse fordi jeg begyndte at tude over det hele og jeg syntes det var så synd for Laura.
Jeg gik så ned i receptionen og satte mig til at vente, for jeg havde lovet pigerne, at jeg ville blive der igen til snack-time og lige sige hej til dem. Efter ca ½ time kom Lauras lærer og hentede mig fordi Laura stadig var helt utrøstelig og hun bad mig gå over i gymnastiksalen hvor Laura var nu og stadig græd. Jeg gik så derover og måtte sidde med Laura mens de andre havde gymnastik. Bagefter gik jeg med op i klassen og var der lidt men sagde så farvel til Laura, som endelig var stoppet med at græde.
Så gik jeg derfra helt ulykkelig over min stakkels pige som havde det så svært med det hele. Jeg begyndte bare at gå, for jeg var helt ødelagt i mit hovede over det alt sammen og syntes jeg var en tarvelig mor som havde bestemt at børnene skulle tages væk fra alt de kendte og kastes ud i noget helt fremmed langt hjemmefra.
Efter 20 minutter fandt jeg et mall, som jeg gik ind i for at få lidt mad og for at slå tiden ihjel til pigerne havde fri og jeg kunne hente dem og køre hjem sammen med dem i skolebussen.
Da jeg mødte dem 15.20 på skolen og de havde fri var det gået nogenlunde og Laura havde kun kortvarigt været ked af det i løet af dagen efter jeg gik. Ella havde haft et par enkelte gange hun var blevet ked af det men havde det ellers fint. Men de var dødtrætte og det var jeg også oven på den hårde dag.
Da vi kom hjem gik vi over i vores Mall og trøsteshoppede - det er godt at lære sine børn at de bare kan købe noget og så bliver de glade igen, ikke:o)
Derefter mødtes vi med Morten og spiste på en god restaurant i nærheden så det var hyggeligt.
I dag onsdag er det så gået meget bedre. Jeg kørte med igen i skolebussen i morges og fik afleveret Ella først, som blev lidt ked af det, men ikke alvorligt. Derefter var jeg spændt på Laura og hvordan hun ville reagere. Men hun var ikke ked af det og jeg sagde farvel lige efter at have fulgt hende op i klassen uden problemer. Hendes lærer og jeg vidste så, at jeg gik ned og sad i receptionen igen til kl. 10 igen, men Laura skulle ikke vide det for så ville hun bare få lyst til at jeg kom tilbage til hende. Men heldigvis blev det ikke nødvendigt at hente mig for dagen er gået så fint og hun har kun været ked af det en nkelt gang i kort tid og har ellers haft en god dag. Ella har haft en rigtig god dag skrev hendes lærer til mig i en email og Ella selv sagde også at hun havde haft det sjovt i dag. Hun har fået sig en veninde, siger hun, som hedder Isabelle og her til aften da hun hjalp mig med aftensmaden sagde hun flere ting på engelsk! Hold da op hvor dagene kan være forskellige. Nu håber jeg så bare at de gode dage fortsætter og pigerne falder godt til at hurtigt lærer engelsk. Det vil helt sikkert gøre det nemmere og også nemmere for Laura at få veninder.

Nu er pigerne så ovre i vores Health Club og svømmme med Morten mens jeg skriver lidt på bloggen. JEg skal også snart have lagt nogen billeder herind.

Første skoledag i morgen...

...og pigerne er spændte og lidt nervøse. I lørdags var vi som sagt til et arrangement på skolen hvor vi mødte pigernes nye lærere, så deres klasselokaler og hilste på nogle af deres nye kammerater. Det gik rigtig fint og jeg tror at de efterhånden er lidt mere trygge ved at skulle starte nu da de har set skolen og sat ansigt på nogen af dem de skal være sammen med. Så nu håber vi det kommer til at gå godt selvom vi selvfølgelig er forberedt på nedture hen ad vejen. Det bliver også svært for dem ikke at kunne forstå sproget i starten oveni det, at starte på en ny skole. I morgen tidlilg kører Morten og jeg med dem derhen sammen med Mr. He og så kan vi følge dem til deres klasser og aflevere dem. Derefter kan vi så sidde nede i biblioteket og vente til deres første formiddagspause hvor vi så kan gå op til dem og se hvordan det staår til. Derefter er det planen at vi så tager hjem og efterlader pigerne alene derovre. Uhh, jeg håber ikke de bliver kede af det når vi skal gå. Så er det så planen, at de selv bliver der til skoledagen er slut kl. 15.20 og derefter bliver fulgt til deres skolebus og kører hjem hvor jeg så henter dem hvor bussen sætter dem af. Jeg er godt nok spændt på at se hvad de siger til det...
I weekenden har Morten og Laura ellers været sløje. Morten med dårlig mave og Laura med kvalme og det lykkedes hende at kaste op i den ene af elevatorerne her i bygningen - lækkert.
Heldigvis er de begge friske igen og klar til en ny uge.

Det er også nu at jeg for alvor skal finde på ting at få min tid til at gå med. Frem til nu har jeg jo haft pigerne hjemme og det ændrer sig jo nuu hvor de skal starte i skole. Jeg håber ikke jeg kommer til at kede mig.

Ellers er det fint at være her selvom der er ting hvor man kan blive irriteret over hvordan tingene fungerer her i Kina. Alting er tit meget besværligt og bøvlet og kræver en masse mennesker som taler frem og tilbage og op og ned af stolper inden der bliver handlet. Den anden dag var vi fx nede i vores Health Club for at svømme sammen med pigerne. Vi havde så glemt deres svømmebriller og ville derfor købe nogen nye til dem derhenne. Vi fandt nogle som så viste sig at være ret dyre men købte dem alligevel. Da vi så kommer til omklædningen går det ene par i stykker da plastik stykket over næsen knækker uden at blive hevet i men bare ved at blive taget på. Det er selvfølgelig vildt irriterende og derfor går vi hen til receptionen efter svømmeturen for at bede om et par nye. Men nej, nej. Det kan man ikke bare sådan få. Hende som betjener os har nemlig ikke lov til at beslutte den slags og det har heller ingen andre som er i receptionen. Så de får  vores nummer og de vil så ringe tilbage. Det har de så aldrig gjort men nu er det så også lige meget. Men det siger lidt om hvor hierakisk alting er herovre for den menige ansatte ser helt panikslagen ud hvis man er utilfreds over noget for de må ikke selv tage nogen beslutninger overhovedet. I DK havde man jo uden problemer bare fået et par nye med det samme når noget går i stykker lige efter man har købt det. Men sådan er det ikke her og det må man jo acceptere eftersom vi jo ligesom har valgt at bo her det næste stykke tid. Og sådan er det med mange ting.

Besøg på BCIS

I dag har pigerne og jeg været på besøg på deres kommende skole BCIS. Vi talte med skolens Elementary School Principal som hed Julie. Hun spurgte pigerne om nogle ting som jeg så oversatte og vi blev enige med hende om, at både Ella og Laura starter på et mindre klassetrin end deres egentlige alder kvalificerer dem til. Dette så de ikke knækker halsen på en alt for høj faglighed samtidigt med, at de ikke kan tale engelsk endnu. Så vil vi altid kunne rykke dem op i klassetrin hvis det viser sig, at de er rustet til det. Men jeg tror det er den bedste løsning så de får en god start og ikke får svært ved at følge med i undervisningen. Det faglige niveau på internationale skoler er jo noget højere end vi er vant til fra DK. Så det er blevet sådan at Laura starter i 3. klasse og Ella i Kindergarten, selvom de aldersmæssigt herude ville passe ien hhv. 4. klasse og 1. klasse.
På skolen var der også en anden pige på 6 år som skulle starte på mandag og hun hed også Ella men kom fra USA. Men hendes mor og jeg talte kort sammen og fandt ud af, at vi bor samme sted.
Lidt senere på dagen sidder pigerne og jeg så på cafeen i stueetagen af vores bygning i Central Park og så møder vi dem igen. Vi fik talt lidt mere sammen og Ella og Ella var ret interesserede i at komme i kontkat lod det til. Så det bliver godt når pigerne kan tale engelsk. Moren hedder Laurie og virker rigtig sød og da vi jo nu sidder så langt hjemmefra går det ret hurtigt med at lave aftaler om noget at lave sammen. Så Laurie og jeg skal på tur sammen til IKEA i næste uge har vi aftalt. Vi mangler nemlig begge noget mere til vores nye hjem herude.

I morgen skal pigerne og jeg i biografen og se Smølferne med engelsk tale - det er jo god træning for dem.

På lørdag formiddag er der et arrangement på skolen for både alle de nye familier og dem som har været der længere tid. Der vil vi møde lærerne og se klasseværelser osv. Det bliver spændende:o)

Ni hao Beijing...

Så er der vist hul igennem herude fra Kina. Jeg har haft lidt svært ved at komme på både Facebook og min blog men nu har jeg fundet ud af hvordan det skal gøres:o)
Vi ankom herude sidste onsdag tidlig morgen og blev mødt i lufthavnen af Lindy, som er sekretær i Topsøe herude og to chauffører hvoraf den ene var Mr. He, som skal være vores chauffør mens vi er i Beijing. Herover udtales He mere som Hrrr så vi syntes det lyder lidt sjovt at skulle kalde ham det. Vi blev så kørt til vores hotel og blev allerede et par timer efter hentet af May som er den ejendomsmægler som har fundet lejligheden til os. Så kørte vi over til vores kommende hjem og fik udleveret nøgler osv og det var fedt for pigerne også at se hvor vi skulle bo.
Derefter tilbage på hotellet hvor vi skulle bo frem til vi fik købt møbler til lejligheden.
Torsdag tog vi i Ikea hvilket viste sig at være helvede på jord. Der var en million mennekser og vi skulle have så mange ting at vi var nødt til at få assistance men ingen talte engelsk og vi fattede intet kinesisk. Så vi kom ud igen uden noget og måtte indse at vi måtte få nogen til at komme med os.
Næste dag forsøgte vi så igen med hjælp fra LinLin fra APA, som er det firma herude som har hjulpet os med at komme på plads.
Det blev til det meste af en dag i Ikea for alt er meget besværligt her i Kina i forhold til hvad vi er vant til derhjemme. Da vi endelig fik nået til at skulle betale en mindre formue for næsten et helt hjem viste det sig, at vores Visakort og Mastercard ikke kunne betale så stort et beløb på en gang så det var pisse besværligt. Det endte med at Morten måtte kontakte sit firma derhjemme og få lov til at betale med hans arbejds-Goldcard.
Det viste sig så, at de først kunne levere møblerne den kommende tirsdag så vi måtte blive på hotellet indtil da. Tilsidst var vi ved at få spat af at bo på hotel og var derfor vildt glade for endelig at kunne rykke ind i lejlheden tirsdag den 2. august.
Heldigvis havde vi betalt os til både at få leveret og samlet møblerne så der kom 3 håndværkere med alle vores ting og var der til langt ud på aftenen for at samle det hele. Selvfølgelig gik Mortens og min seng i stykker da de skulle samle den så vi har måttet tilbringe de første nætter i gæsteværelset.
Så nu begynder det at ligne noget herude men vi mangler stadig alt det som gør et hjem hyggeligt, fx billeder, stearinlys, puder osv. Vores flyttekasser hjemmefra som indeholder lidt af dette ankommer først om over en måned, så det varer lidt inden her bliver mere personligt.
Vi har også måttet købe alle de elektriske apparater som et hjem har brug for. Så der er blevet købt strygejern, støvsuger, elkoger, DVD afspiller, stavblender og en masse andet i den dur.

Pigerne tager det hele flot men det er også overvældende for dem. Herude er de nærmest superstjerne lige meget hvor de går og står og bliver konstant gloet på og talt til af fremmede kinesere som syntes de er meget smukke og anderledes at se på. Det er rigtig sødt og en meget positiv kontakt men alligevel er det hårdt for dem at være "på" hele tiden.
Sidste weekend var vi henne for at se den himmelske freds plads og der var det helt vildt med opmærksomheden. Tøserne måtte konstant stille op til fotografering sammen med kinesernes egne børn og nogen gange hele familier som ville fotograferes sammen med dem. Meget sjovt de første par gange men derefter ret anstrengende - men de tog det nu pænt:o)

Laura har haft nogle dage herude hvor hun har været rigtig ked af det og bare gerne vil hjem og ikke gider at gå i skole her eller bo her alligevel. Det er svært at se hende så ulykkelig over noget som vi ligesom har "påført" hende  Men vi håber selvfølgelig at det bliver bedre når hun først er startet i skolen og forhåbentlig får sig nogen nye venner. Men det bliver svært for dem begge i starten i skolen også med sprogproblemer og lutter fremmede omkring sig. Men vi er glade for, at hun trods alt er gode til at fortælle os om hvordan hun har det og sætte ord på hvad der gør hende ked af det.
Ella reagerer ikke på sammen måde over det hele endnu ihvertfald. Men hun har nogen gange grædt lidt når Laura har grædt, men vist mest fordi det smittede lidt:o)

I dag har vi fejret Mortens fødselsdag og har været i Beijings Blue Zoo, som er et stort akvarium. Derefter spiste vi i det nærliggende shopping mall hvor de har en amerikansk burgerkæde som hedder Fatburger. Det er supergode burgere og bagefter fik vi lækre is fra Cold Stone. Så det har været en hyggelig dag.

Vi er også blevet medlemmer af den health club som er i vores bebyggelse. Så der har vi været nede og træne og Morten og pigerne har også svømmet. Det er lige noget for pigerne og de ville meget gerne have mig med derned og bade også. Jeg er jo ingen badesmølf og havde ingen badedragt men det slæbte tøserne mig så med ud for at købe og jeg fandt heldigvis en model som holder maven lidt inde. Så meddelte Ella Morten, at det var en smart badedragt jeg havde fået. Den strammer maven ind så man ikke kan se at mor er så tyk, sagde hun. Tak for det:o)

Travlheden fortsætter...

og vi keder os ikke kan jeg godt røbe.
Denne her blog bliver forsømt på groveste vis men jeg håber jeg får mere tid til at skrive når vi er kommet afsted og på plads derude.
I disse dage går jeg og lukker ned på arbejdet hvilket er virkelig mærkeligt. Jeg kommer til at savne mine søde kollegaer helt vildt meget og håber på at holde en vis grad af kontakt til dem på Facebook og her på bloggen.
Vi havde kinesisk for sidste gang inden afrejsen i går og jeg kunne godt mærke, at det var begrænset hvad jeg kunne præstere. Har efterhånden så mange ting i hovedet at det er svært at koncentrere sig, så jeg håber det bliver bedre når vi genoptager undervisningen derude.
Fra i morgen er det så slut med at arbejde det næste 1½ år og det er ikke helt gået op for mig endnu hvordan det vil blive. Forhåbentlig vil jeg kunne affinde mig med det og fylde min hverdag med andre ting.

Tiden går...

...og jeg har slet ikke tid til at skrive på min blog.

Vores tur til Kina gik godt og jeg blev ikke skræmt væk. Vi fløj ud til Beijing og kom på vores fine hotel, Jianguo Hotel som lå lige ved siden af Silkemarkedet. Vi ankom tidligt om morgenen en tirsdag og havde dage til egen disposition. Vi sov først lidt og gik så en tur i området og jeg fik et indtryk at byen. JEg var overrasket over, at der, ivhertfald ikke i det område, var vildt beskidt men faktisk ret pænt og ordentligt. Men jeg er selvfølgelig klar over, at der er masser af steder i Beijing hvor det ikke er sådan. Men alt i alt et godt første indtryk.
Programmet startede så onsdag morgen hvor vi blev hentet på hotellet af agenten fra APA, Elisabeth. Hun kom med en bil og chauffør og så kørte vi ud og så på de 3 skoler vi har sendt ansøgninger til på forhånd. Alle 3 skoler ligger udenfor Beijing i de pæne villaområder hvor der stort set kun bor "expats" - sltså udstationerede fra hele verden. Vi besøgte først ISB, så WAB og til sidst MSB, som er en Montesorri skole. Alle skoler virkede fine og gode men problemet var bare, at de på ISB havde plads til Laura men ikke Ella og på WAb havde de plads til Ella men ikke Laura. Vi var fast besluttede på at få dem på samme skole, så det var lidt et problem. På MSB havde de så plads til begge piger, men det var til gengæld den skole vi var mindst begejstret for.
Næste dag startede jagten på en bolig så. Vi blev kørt rundt og så både lejligheder i byen samt huse ude i forstæderne. Både huse og lejligheder var ret fine men vi vidste stadig ikke hvor pigerne skulle i skole henne så det gjorde det svært at træffe nogen beslutninger omkring hvor vi skulle bo. Vi ønskede jo ikke, at pigerne skulle have for lang transport tid med skolebus. Vores agent fra APA foreslog, at vi kunne se en fjerde skole, BCIS, som ligger midt i byen så det blev arrangeret til om fredagen.
Fredag så vi så BCIS, som også virkede rigtig god og derefter ventede der flere huse og lejligheder og Morten og jeg begyndte at være uenige om hvad vi ville. Jeg havde mest lyst til at bo ude i forstæderne som vi hele tiden havde forestillet os det mens Morten begyndte at hælde mere til at bo inde i selve Beijing i en lejlighed. Alt dette, samt usikkerhed om skolepladser osv var ret opslidende og det var virkelig svært at træffe beslutninger og vi var trætte og udmattede og ikke ligefrem i hopla humør. Morten insisterede på, at vi så en af lejlighederne igen fordi området den lå i var ret fedt og lejligheden også. Det gjorde vi så og så satte vi os bagefter på en café nedenfor boligblokken og fik en kop kaffe. Her nåede vi endelig til enighed omkring, at det var her vi skulle bo og så håbe, at der var plads til pigerne på BCIS. Det var der nemlig gode chancer for.
Puha det holdt hårdt og det var ikke de sjoveste dage, selvom jeg på forhånd havde troet det ville være superfedt at drøne rundt i Beijing og se på skoler og boliger.
Efter vores hjemkomst var der usikkerhed omkring hvorvidt vi kunne få lejligheden osv og det var ret stressende - men endelig faldt det hele på plads og nu er lejligheden vores og vi har plads til begge tøserne på BCIS. Så det flaskede sig til sidst...
Vi skal nu bo i Central Park som ligger i ambassade/business kvarteret i Bejing, kaldet CBD. Lejligheden er på 27 etage, hvilket jo er helt sindsygt at tænke på, og den er stor. 230 m2 og har 4 soveværelser og 3 badeværelser. Nu glæder vi os bare til at komme derud og falde på plads.