Gode gud - hvorfor er vi flyttet til Kina? Hvorfor har vi taget vores stakkels børn ud af deres trygge hverdag derhjemme og udsætter dem for et nye land og en ny skole hvor ingen forstår hvad de siger???
Sådan tænker jeg lige nu hvis jeg skal være helt ærlig. Denne uge har været en af de værste nogensinde. Pigerne var i dag begge så ulykkelige da de skulle afsted i morges og jeg kørte med dem i skolebussen for at få dem godt afsted. Afskeden i skolegården foran hele skolen var rædselsfuld med to grædende, hulkende og skrigende piger som nægtede at give slip på deres mor mens flere lærere forsøgte at trække dem med ind på skolen. Jeg stortudede mens jeg prøvede at vriste mig fri af dem og måtte til sidst nærmest løbe derfra mens pigerne skreg højt på mig. Det er en mors værste mareridt!
Så jeg indrømmer at tanken om at tage den første flyver hjem er fristende. Men samtidigt ønsker jeg ikke at lære mine børn, at man giver op fordi tingene er svære. Jeg vil have de skal lære at kæmpe når tingene går dem imod og gøre dem stærkere. Men hold da op det hårdt lige nu. Hvor længe skal det være sådan? Hvis jeg bare vidste det ville blive bedre i næste uge men det kan ingen jo vide.
Det er helt klart Laura som stadig har det sværest, for Ella er trods alt glad det meste af dagen når først afskeden om morgenen er overstået. Men Laura har det svært det meste af dagen og græder en del og det er bare så synd for hende. I dag var det helt sikkert også Lauras frustration som smittede af på Ella.
Men nu er det heldigvis fredag og weekenden er lige om hjørnet, så kan pigerne få et break fra alle tårene og vi kan få snakket sammen om hvordan vi skal klare næste uge. Planlægger at køre med dem i skolebussen om morgenen og igen hente dem med skolebussen om eftermiddagen så de har det som en gulerod og tryghed. Men jeg må tale med dem omkring afleveringen derovre så det ikke bliver så hæsligt for os allesammen.
Kære Christina
SvarSletDet må være ganske forfærdeligt det at aflevere pigerne - men jeg tror det er en rigtig god ide at få talt om det her i weekenden. Jeg er helt sikker på at de nok skal klare det med alt tager tid og bagefter vil pigerne, dig og Morten føle jer stærkere og sige til jer selv, godt vi holdt ud. Det er selvfølgelig hårdt i øjeblikket, men livet kan nogen gange gå en imod. Jeg håber ellers I alle har det godt langt fra lille Danmark. Kærligst og knus fra Emmy - hils, jeg tænker meget på jer og føler med jer:O)
Lidt trøst, har lige talt med min svigerinde (Torbens kone)- deres søn, svigerdatter og to børn har boet på Jamaica for år tilbage, deres børn vardengang 6 og 8 år. Den store på 8 år havde det meget svært i starten på den internationale skole og græd når han skulle afsted, hvorimod den lille på 6 år, hun tog det i stiv arm - så det er åbenbart helt normalt med en svær start. Inden længe kan pigerne forstå og tale engelsk er jeg sikker på:O)
SvarSletpuha det lyder hårdt.
SvarSletog det er altid svært at se det med det store overblik, og anskue det udover en længere tidsramme. for det skal selvfølgelig nok gå, men den tanke kan man ikke lige få banket ind i hovedet når man står midt i det, kunne jeg forestille mig..
puha..