Så blev det september her i Beijing...

...men det betyder ikke ligefrem, at vejret er efterårsagtigt. Faktisk er vejret virkelig skønt nu fordi den ekstreme varme er aftaget og der nu "kun" er omkring 26-28 grader. Det er lidt mere til at holde ud end de 35-36 grader der var i starten da vi kom herud.

Pigerne er faldet godt til i skolen nu og er glade for at komme derhen og vinker glade hver morgen ved skolebussen. Så det er skønt.

I weekenden var vi en tur til Sommerpaladset ca. 30 km herfra og tilbragte nogle timer der. Der var virkelig smukt og området er enormt, hvilket er heldigt når man tænker på, at der i gennemsnit 20-25.000 besøgende om dagen på denne årstid. Lige da vi først kom ind var der proppet med mennesker som i særdeleshed er kinesiske turister som kommer fra hele landet for at se seværdighederne. DEt betyder også, at de ikke er så vant til os blege mennesker så vi - og især pigerne - blev overfaldet da vi lige var trådt indenfor. Der blev filmet og taget billeder i en uendelighed med forskellige familiemedlemmer på skift og hele familier af gangen. Pigerne tog det pænt selvom Ella helt sikkert helst var fri for al den opmærksomhed.
Heldigvis gik vi mest i fred efterfølgende og kunne kigge på de smukke gamle bygninger og se optrædende kinesiske dansepiger og sejle en tur på den enorme sø i en pedalbåd.

Samme eftermiddag var der barbeque på skolen i et par timer og det var rigtig hyggeligt. Vi fandt hurtigt sammen med vores nye amerikanske venner og alle ungerne legede og dansede. Bagefter var vi 4 familier som tog ud for at spise sammen og havde en super god aften på et pizza sted som hedder "Kro's nest", hvor de havde de mest enorme pizzaer jeg har set.

Søndag var vi i biografen og se Cars 2, for det var den eneste børnefilm vi kunne finde.

Så nu er vi i gang med en ny uge og her til aften overraskede Morten os med billetter til det nærliggende teater "Chaoyang Theatre" hvor der er kinesisk akrobatik show. Det virkelig imponerende og et super højt niveau for de var så dygtige og pigerne var fuldstændigt overvældede over hele showet med flotte kostumer, smukke kinesiske piger og vild akrobatik. Så det kan godt anbefales, selvom det naturligvis er super turistet og man kan købe alverdens gejl og raller ude i foyeren. Men et fint show...

Længe siden...

Jeg har haft problemer med at komme på Facebook og på min blog den sidste uges tid. Jeg kan nemlig kun komme på disse sider når jeg logger ind via Mortens arbejde, ellers er siderne blokeret - det er jo Kina.

Den seneste uge er gået fint og der er stor fremgang for pigerne på skolen. De er begge glade for at komme derover nu og er ved at knytte venskaber og følger fint med i undervisningen. De tager nu også selv skolebussen frem om tilbage så det kører derudaf for dem.

Jeg har også fået lavet mig en lille netværksgruppe som består af mig samt 3 amerikanere - Lori, Paige og Valerie. Vi har alle børn på BCIS og bor i Central Park. Så vi laver ting sammen og har planer om en fast ugentlig dag hvor vi skal ud og opleve noget af Beijing.
I går var vi til noget som hedder et INN-møde(International Newcommers Network). Det er for alle udlændinge her i Beijing som har lyst til at mødes og i sær i starten af deres ophold her i Kina få information om alt lige fra hvordan man får åbnet en bankkonto i en kinesisk bank til hvordan man finder en Ayi.
Det består af frivillige damer som selv har erfaring med at flytte til Beijing og det var et godt besøgt møde med omkring 50-60 primært damer, som i de fleste tilfælde også var nye i Beijing.
Så sådan noget er der masser af hvis man gerne vil deltage i den slags. Jeg syntes det var fint og informativt men nok ikke noget jeg vil dyrke mere end den ene gang.

I weekenden var det Laura som havde bestemt, at vi skulle i et badeland. Vi havde fundet et sted som hedder Crab Island lidt uden for byen med falsk sandstrand, kunstige bølger og fake palmer, så det var skønt og børnevenligt og også ret hæsligt. Men pigerne var lykkelige og vi fik badet i nogle timer.

Søndag var vi på en lille udflugt til et område her i byen hvor man kan gå langs med nogle fine søer og en tur ind i Hutongerne - som man kalder de originale lave huse, som Beijing mest har bestået af før alle højhusene rykkede ind. Nogle af Hutongerne er i dag renoveret og er ved at blive trendy men de fleste stadigvæk bebos af fattige kinesere og disse er i ret dårlig stand. Det var der vi var i søndags og mange der bor ret usselt og enkelte steder kunne man kigge ind i de små huse og se prostituerede som lå helt gejlet op og så fjernsyn med åben dør og ventede på kunder. Det var en ret speciel oplevelse.


I fredags havde vi gæster til middag. Pat, som er Mortens kollega hjemme fra Danmark var herude med arbejdet og havde lige en aften ledig inden han skulle hjem. OG så havde vi også inviteret Lindy som er en af Mortens kinesiske kollegaer her på Beijing kontoret som har hjulpet os en masse gange med forskellige ting. Og hun er ogås den man altid kan ringe til for at få hjælp til at oversætte noget til enten vores chauffør eller ayi. Så hun er guld værd og vi havde derfor inviteret hende hjem til middag og købt en gave til hende. Så vi havde en hyggelig aften og Lindy var så glad og taknemmelig for det hele.

Det lysner...

Så har vi taget hul på en ny uge her i Beijing og mine seje piger er klar på at give den en skalle mere på BCIS. Vi har talt meget med dem her i weekenden om, at man nogen gange må kæmpe for tingene hvis det hele er svært. Derudover har vi en aftale om, at jeg følger dem med i skolebussen hver morgen og henter dem på skolen hver eftermiddag i hele denne uge. Så har de den tryghed at huske på og føler ikke de bliver kastet ud i det med skolebussen helt alene. For det er altså noget andet end hvad de har været vant til derhjemme. Skolebussen fra Central Park til skolen er proppet med børn og med på bussen er en voksen kinesik dame som fungere som "bus-ayi" - altså en bus-tante som skal sørge for at alle kommer med frem og tilbage. Derudover holder hun også opsyn med børnene på turen, eller dvs. det er hun så ikke så god til. Især om eftermiddagen er busturen en ret blandet fornøjelse med en flok drenge som råber og skriger og er ret irriterende, og bus-ayi siger ikke noget til dem, så der hersker ret meget anarki om bord. En temmelig voldsom oplevelse når man er en ny pige fra Danmark som ikke forstår et ord engelsk og heller ikke er vant til at køre i skolebus. De gange jeg er kørt med bussen med hjem fra skole om eftermiddagen har jeg selvfølgelig ikke kunnet lade være med at blande mig og har bedt drengene om at skrue lidt ned, hvilket de så har gjort. Men efterhånden har pigerne vænnet sig til den vilde hjemtur og jeg tror de er klar til at prøve igen selv i næste uge.

I dag er pigerne så blevet afleveret helt uden tårer og har begge haft en god dag uden a t være kede af det. Så mon ikke det værste snart er overstået i forhold til skolestarten - man har da lov at håbe:o)

I dag har også været dagen hvor vores ayi herhjemme er startet. Hun hedder Ma og skal komme mandag onsdag og fredag fra kl 13-19 og skal gøre rent, stryge og lave mad til os disse dage. Hun taler ikke et ord engelsk så det har været ret morsomt i dag med kommunikationen mellem os. Men hun gik da i gang med rengøringen og jeg fik hende da også forklaret at hun skulle købe ind til aftensmad og lave den. Da hun så gik i gang med maden gik alt strømmen pludselig og det viser sig så, at vi ikke har flere penge på vores el-konto. Det er sket en gang før fordi man her betaler for strømmen på forhånd og det er man jo ikke vant til hjemmefra så vi glemmer alt om, at indbetale penge ovre i vores Property Manegement kontor. Nå men aiy må så glemme alt om at lave mad til os i dag og så må vi sende hende tidligt hjem for hun kan jo heller ikke stryge eller noget andet.
Sidte gang strømmen gik kunne jeg gå over på Manegemnet kontoret og betale 100 yuan som en slags nødløsning så man får strømmen igen med det sammen. Og så måtte jeg så derhen igen næste morgen og indbetale flere penge så vi fortsat havde strøm. Man kan nemlig normalt kun betale strøm penge torsdag og fredag morgen. Nå men afsted med mig til kontoret, som ligger her i bebyggelsen, for at betale de 100 yuan i nødpenge. Men, men, men...deres maskine til denne handling var i stykker så vi kunne ikke få strøm igen før i morgen. Ikke så godt når man bor et sted hvor der er 35 grader og man er ret afhængig af aircondition og desuden har mad i køleskabet osv. Men der var også en anden mulighed. Jeg kunne tage en taxa 2-3 kilometer væk og så finde et bestemt kontor hvor man kunne indbetale penge på sin konto til strøm så man fik den tilbage med det samme. Så jeg fik printet en kinesisk adresse og så afsted i en taxa. Taxadamen var åbenbart ikke helt sikker på hvor adressen var så jeg blev sat af i et stort kryds og hun pegede i en retning jeg skulle gå. Jeg måtte så vandre afsted gennem et ret lurvet kvarter og spørge om vej 4-5 gange før jeg fandt det såkaldte "State Grid", hvor man kunne indbetale penge på sin strøm-konto. Heldigvis er man aldrig utryg her i Beijing selvom kvarteret var lidt usselt, for der er aldrig nogen som gør en noget eller er ubehagelige. Men de glor helt vildt meget mere i sådan et kvarter hvor der tydeligvis ikke er mange vestlige udseende mennesker som bevæger sig hen.

Så sådan har man mange pudsige oplevelser i Kina hvor alting er helt anderledes end derhjemme på godt og ondt.

The week from hell...

Gode gud - hvorfor er vi flyttet til Kina? Hvorfor har vi taget vores stakkels børn ud af deres trygge hverdag derhjemme og udsætter dem for et nye land og en ny skole hvor ingen forstår hvad de siger???
Sådan tænker jeg lige nu hvis jeg skal være helt ærlig. Denne uge har været en af de værste nogensinde. Pigerne var i dag begge så ulykkelige da de skulle afsted i morges og jeg kørte med dem i skolebussen for at få dem godt afsted. Afskeden i skolegården foran hele skolen var rædselsfuld med to grædende, hulkende og skrigende piger som nægtede at give slip på deres mor mens flere lærere forsøgte at trække dem med ind på skolen. Jeg stortudede mens jeg prøvede at vriste mig fri af dem og måtte til sidst nærmest løbe derfra mens pigerne skreg højt på mig. Det er en mors værste mareridt!
Så jeg indrømmer at tanken om at tage den første flyver hjem er fristende. Men samtidigt ønsker jeg ikke at lære mine børn, at man giver op fordi tingene er svære. Jeg vil have de skal lære at kæmpe når tingene går dem imod og gøre dem stærkere. Men hold da op det hårdt lige nu. Hvor længe skal det være sådan? Hvis jeg bare vidste det ville blive bedre i næste uge men det kan ingen jo vide.
Det er helt klart Laura som stadig har det sværest, for Ella er trods alt glad det meste af dagen når først afskeden om morgenen er overstået. Men Laura har det svært det meste af dagen og græder en del og det er bare så synd for hende. I dag var det helt sikkert også Lauras frustration som smittede af på Ella.
Men nu er det heldigvis fredag og weekenden er lige om hjørnet, så kan pigerne få et break fra alle tårene og vi kan få snakket sammen om hvordan vi skal klare næste uge. Planlægger at køre med dem i skolebussen om morgenen og igen hente dem med skolebussen om eftermiddagen så de har det som en gulerod og tryghed. Men jeg må tale med dem omkring afleveringen derovre så det ikke bliver så hæsligt for os allesammen.

En hård start for pigerne:o(

Så er skolen i gang og det har været nogen lidt hårde dage for pigerne - især for Laura. Øv! 
Mandag morgen kørte Mr He os over på skolen alle 4 til den store dag. Morten gik med Laura til hendes klasse og jeg gik med Ella. Det var aftalen med lærerne, at Morten og jeg skulle gå ret hurtigt og så kunne vi sidde nede i skolens reception og vente til først pause kl. 10.30. Det gik også fint nok for pigerne var spændte på alt det nye. Da vi mødte dem i kantinen til snack-time 10.30 så de ikke helt så kække ud. Især Laura syntes det var hårdt ikke at kunne forstå noget som helst. Ella havde været lidt ked af det men var hurtigt blevet god igen. Men Morten og jeg fik sagt farvel til dem i pausen og var rimeligt fortrøstningsfulde. Pigerne skulle så selv køre med skolebus hjem om eftermiddagen, hvilket jeg syntes var lidt vildt den første dag. Men ok nogen ville følge dem til bussen og på bussen er også en "ayi", som sørger for alle kommer med til Central Park. Da bussen så ankom og jeg stod klar var der så flere af de andre nye mødre som havde været med bussen hjem og altså havde været ovre og hente deres børn og kørt med hjem. Det var lidt ærgeligt at jeg ikke var blevet præsenteret for den mulighed syntes jeg. Men pigerne var kommet fint med hjem og var dødtrætte og ikke i særlig meget hopla-humør. Det havde været en sindsyg hård og lang dag for dem med alle de nye indtryk og problemerne med at forstå noget som helst der bliver sagt.
Tirsdag skulle jeg så køre med dem i skolebussen om morgenen så vi sammen kunne finde ud af hvordan det foregår når man ankommer med bussen til skolen om morgenen. Allerede inden vi gik ned til bussen brød Laura sammen og var helt utrøstelig og ville absolut ikke i skole for det var dumt og øndsvagt altsammen og hun ville hjem til Danmark og sine gamle venner. Gad på ingen måde at bo mere i Kina og gå på den åndsvage skole hvor ingen kunne forstå hvad hun sagde.
Til sidst var klokken blevet så meget og jeg måtte prøve at overtale hende til at komme med at vi måtte løbe ned til bussen med tunben ude af halsen og kun nåede en fordi en forælder fik øje på os komme løbende og fik bussen til at vente. Ikke den bedste start på dagen! Laura var fortsat fuldstændig opløst af gråd hele vejen hen til skolen og jeg måtte nærmest slæbe hende fra bussen og ind i skolegården. Det var SÅ forfærdeligt at måtte bestemme at hun skulle i skole igen når hun var så ulykkelig og jeg følte mig som verdens dårligste mor.
Inde i skolegården skal alle børnene line op udfor en seddel med deres klassenavn på og det lykkedes mig at få afleveret Ella ,til hendes lære,r Ms Mcguire uden de store problemer mens Laura klyngede sig grædende til mig og blev ved med at sige, at hun ikke ville i skole.
Henne ved Lauras klasse prøvede hendes lærer, Ms Sutherland, at få Laura til at sige farvel til mig men det gik ikke så godt. Så vi blev enige om, at jeg skulle gå med op i klassen og sige farvel der. Oppe i klasseværelset var Laura fortsat i nonstop gråd men jeg fik tilsidst løsrevet mig og gik derfra mens hun hulkede højlydt. Det var det mest hæslige nogensinde, også fordi hun er så stor. Når man er 9 år har man jo ikke ligefrem glemt sin mor når hun er ude af døren som små børn gør. Puha det var ikke sjovt.
Jeg var nødt til at gå ud på det nærmeste badeværelse fordi jeg begyndte at tude over det hele og jeg syntes det var så synd for Laura.
Jeg gik så ned i receptionen og satte mig til at vente, for jeg havde lovet pigerne, at jeg ville blive der igen til snack-time og lige sige hej til dem. Efter ca ½ time kom Lauras lærer og hentede mig fordi Laura stadig var helt utrøstelig og hun bad mig gå over i gymnastiksalen hvor Laura var nu og stadig græd. Jeg gik så derover og måtte sidde med Laura mens de andre havde gymnastik. Bagefter gik jeg med op i klassen og var der lidt men sagde så farvel til Laura, som endelig var stoppet med at græde.
Så gik jeg derfra helt ulykkelig over min stakkels pige som havde det så svært med det hele. Jeg begyndte bare at gå, for jeg var helt ødelagt i mit hovede over det alt sammen og syntes jeg var en tarvelig mor som havde bestemt at børnene skulle tages væk fra alt de kendte og kastes ud i noget helt fremmed langt hjemmefra.
Efter 20 minutter fandt jeg et mall, som jeg gik ind i for at få lidt mad og for at slå tiden ihjel til pigerne havde fri og jeg kunne hente dem og køre hjem sammen med dem i skolebussen.
Da jeg mødte dem 15.20 på skolen og de havde fri var det gået nogenlunde og Laura havde kun kortvarigt været ked af det i løet af dagen efter jeg gik. Ella havde haft et par enkelte gange hun var blevet ked af det men havde det ellers fint. Men de var dødtrætte og det var jeg også oven på den hårde dag.
Da vi kom hjem gik vi over i vores Mall og trøsteshoppede - det er godt at lære sine børn at de bare kan købe noget og så bliver de glade igen, ikke:o)
Derefter mødtes vi med Morten og spiste på en god restaurant i nærheden så det var hyggeligt.
I dag onsdag er det så gået meget bedre. Jeg kørte med igen i skolebussen i morges og fik afleveret Ella først, som blev lidt ked af det, men ikke alvorligt. Derefter var jeg spændt på Laura og hvordan hun ville reagere. Men hun var ikke ked af det og jeg sagde farvel lige efter at have fulgt hende op i klassen uden problemer. Hendes lærer og jeg vidste så, at jeg gik ned og sad i receptionen igen til kl. 10 igen, men Laura skulle ikke vide det for så ville hun bare få lyst til at jeg kom tilbage til hende. Men heldigvis blev det ikke nødvendigt at hente mig for dagen er gået så fint og hun har kun været ked af det en nkelt gang i kort tid og har ellers haft en god dag. Ella har haft en rigtig god dag skrev hendes lærer til mig i en email og Ella selv sagde også at hun havde haft det sjovt i dag. Hun har fået sig en veninde, siger hun, som hedder Isabelle og her til aften da hun hjalp mig med aftensmaden sagde hun flere ting på engelsk! Hold da op hvor dagene kan være forskellige. Nu håber jeg så bare at de gode dage fortsætter og pigerne falder godt til at hurtigt lærer engelsk. Det vil helt sikkert gøre det nemmere og også nemmere for Laura at få veninder.

Nu er pigerne så ovre i vores Health Club og svømmme med Morten mens jeg skriver lidt på bloggen. JEg skal også snart have lagt nogen billeder herind.

Første skoledag i morgen...

...og pigerne er spændte og lidt nervøse. I lørdags var vi som sagt til et arrangement på skolen hvor vi mødte pigernes nye lærere, så deres klasselokaler og hilste på nogle af deres nye kammerater. Det gik rigtig fint og jeg tror at de efterhånden er lidt mere trygge ved at skulle starte nu da de har set skolen og sat ansigt på nogen af dem de skal være sammen med. Så nu håber vi det kommer til at gå godt selvom vi selvfølgelig er forberedt på nedture hen ad vejen. Det bliver også svært for dem ikke at kunne forstå sproget i starten oveni det, at starte på en ny skole. I morgen tidlilg kører Morten og jeg med dem derhen sammen med Mr. He og så kan vi følge dem til deres klasser og aflevere dem. Derefter kan vi så sidde nede i biblioteket og vente til deres første formiddagspause hvor vi så kan gå op til dem og se hvordan det staår til. Derefter er det planen at vi så tager hjem og efterlader pigerne alene derovre. Uhh, jeg håber ikke de bliver kede af det når vi skal gå. Så er det så planen, at de selv bliver der til skoledagen er slut kl. 15.20 og derefter bliver fulgt til deres skolebus og kører hjem hvor jeg så henter dem hvor bussen sætter dem af. Jeg er godt nok spændt på at se hvad de siger til det...
I weekenden har Morten og Laura ellers været sløje. Morten med dårlig mave og Laura med kvalme og det lykkedes hende at kaste op i den ene af elevatorerne her i bygningen - lækkert.
Heldigvis er de begge friske igen og klar til en ny uge.

Det er også nu at jeg for alvor skal finde på ting at få min tid til at gå med. Frem til nu har jeg jo haft pigerne hjemme og det ændrer sig jo nuu hvor de skal starte i skole. Jeg håber ikke jeg kommer til at kede mig.

Ellers er det fint at være her selvom der er ting hvor man kan blive irriteret over hvordan tingene fungerer her i Kina. Alting er tit meget besværligt og bøvlet og kræver en masse mennesker som taler frem og tilbage og op og ned af stolper inden der bliver handlet. Den anden dag var vi fx nede i vores Health Club for at svømme sammen med pigerne. Vi havde så glemt deres svømmebriller og ville derfor købe nogen nye til dem derhenne. Vi fandt nogle som så viste sig at være ret dyre men købte dem alligevel. Da vi så kommer til omklædningen går det ene par i stykker da plastik stykket over næsen knækker uden at blive hevet i men bare ved at blive taget på. Det er selvfølgelig vildt irriterende og derfor går vi hen til receptionen efter svømmeturen for at bede om et par nye. Men nej, nej. Det kan man ikke bare sådan få. Hende som betjener os har nemlig ikke lov til at beslutte den slags og det har heller ingen andre som er i receptionen. Så de får  vores nummer og de vil så ringe tilbage. Det har de så aldrig gjort men nu er det så også lige meget. Men det siger lidt om hvor hierakisk alting er herovre for den menige ansatte ser helt panikslagen ud hvis man er utilfreds over noget for de må ikke selv tage nogen beslutninger overhovedet. I DK havde man jo uden problemer bare fået et par nye med det samme når noget går i stykker lige efter man har købt det. Men sådan er det ikke her og det må man jo acceptere eftersom vi jo ligesom har valgt at bo her det næste stykke tid. Og sådan er det med mange ting.

Besøg på BCIS

I dag har pigerne og jeg været på besøg på deres kommende skole BCIS. Vi talte med skolens Elementary School Principal som hed Julie. Hun spurgte pigerne om nogle ting som jeg så oversatte og vi blev enige med hende om, at både Ella og Laura starter på et mindre klassetrin end deres egentlige alder kvalificerer dem til. Dette så de ikke knækker halsen på en alt for høj faglighed samtidigt med, at de ikke kan tale engelsk endnu. Så vil vi altid kunne rykke dem op i klassetrin hvis det viser sig, at de er rustet til det. Men jeg tror det er den bedste løsning så de får en god start og ikke får svært ved at følge med i undervisningen. Det faglige niveau på internationale skoler er jo noget højere end vi er vant til fra DK. Så det er blevet sådan at Laura starter i 3. klasse og Ella i Kindergarten, selvom de aldersmæssigt herude ville passe ien hhv. 4. klasse og 1. klasse.
På skolen var der også en anden pige på 6 år som skulle starte på mandag og hun hed også Ella men kom fra USA. Men hendes mor og jeg talte kort sammen og fandt ud af, at vi bor samme sted.
Lidt senere på dagen sidder pigerne og jeg så på cafeen i stueetagen af vores bygning i Central Park og så møder vi dem igen. Vi fik talt lidt mere sammen og Ella og Ella var ret interesserede i at komme i kontkat lod det til. Så det bliver godt når pigerne kan tale engelsk. Moren hedder Laurie og virker rigtig sød og da vi jo nu sidder så langt hjemmefra går det ret hurtigt med at lave aftaler om noget at lave sammen. Så Laurie og jeg skal på tur sammen til IKEA i næste uge har vi aftalt. Vi mangler nemlig begge noget mere til vores nye hjem herude.

I morgen skal pigerne og jeg i biografen og se Smølferne med engelsk tale - det er jo god træning for dem.

På lørdag formiddag er der et arrangement på skolen for både alle de nye familier og dem som har været der længere tid. Der vil vi møde lærerne og se klasseværelser osv. Det bliver spændende:o)